Det sku’ vær’ så godt …

x-fakta

Som trofast medlem af Familien Danmark har jeg i år for tiende gang meldt mig som X-Factor-seer. Men der er sgu ikke meget X-Factor over det mere – det virker lidt som om, Danmark er løbet tør for u-afprøvet sangtalent. For første gang sidder jeg foran en boot-camp uden at tænke, at der er en eller to, som bare SKAL gå videre til live shows. Der er simpelthen bare ikke rigtigt nogen i år.

Konceptet er at finde og udvikle talent. Men hvorfor ikke kigge indad og udvikle programmet? Der er ti års-fødselsdag. Hvorfor ikke fejre det med de ni foregående vindere? Og videreudvikle dem? For der er jo ingen blandt de første ni vindere, som har fået deres store gennembrud endnu. Så hvad er det egentlig, der er formålet med dette projekt – udover seertal, som nok falder i takt med talentmassen …?

Selvom programkonceptet er kopieret fra højere magter i udlandet, betyder det vel ikke, at man ikke må produktudvikle, når nu man er et lille talentfattigt land. Så lad os da hjælpe dem, som rent faktisk kan bare lidt. Eller er det bare mig, der er en sur gammel stodder og sidder og buh’er fra balkonen?

Og nu jeg ER i gang – hvorfor så et Fakta-logo i dette indlæg? Måske fordi Faktas seneste kommunikation er lige så talentløs som X-Factor. Ja, jeg ved godt, at det er nemt at pege fingre ad andre. Og jeg ved godt, at det er den svære efterfølger. For hvor er det elegant og godt tænkt at kommunikere, at man gerne vil sælge noget mere ved at sige: ”Det ta’r kun 5 minutter – men vi vil så gerne ha’ du bli’r lidt længere”. Nu siger de bare ligeud, at de gerne vil prakke kunderne noget mere på. Der er helt sikkert nogle kommunikationsfolk, der har brugt fem minutter på den kampagne – men de skulle vist have brugt lidt længere …

“Kunne du måske selv gøre det bedre?” kunne man fristes til at spørge. Men jeg vil undlade at svare, da der altid vil være delte meninger omkring kreativitet. Dog vil jeg sige, at hvis ikke man kan lave en 2’er som lever op til den første kampagne, skal man måske sadle helt om. Det er der mange andre, som gør – og med stor succes. Der er jo ingen, der ønsker at købe gammel vin på nye flasker – og slet ikke hos nogen, som gerne vil have, at man køber lidt mere.

Generelt for X-Factor- og Fakta-casen er, at de ikke har været  tro imod deres fundamenter (Center of Gravity). X-Factor skal underholde samtidig med at det udvikler talenter. Det har kun formået at underholde, og programmet er nu ved at miste sin troværdighed. Fakta har i mange år signaleret, at de ønsker at give kunderne lyst til at blive i deres butikker, selvom de har gjort det muligt for dem, at komme hurtigt igennem deres indkøb. Nu indrømmer de, at de i virkeligheden vil holde på os for at sælge os nogle flere varer, og ikke bare for den gode oplevelse. Det har vi selvfølgelig alle vidst hele tiden – men at få det serveret på denne måde, gør det svært at bevare sympatien.
I Center of Gravity-modellen arbejder vi med syv parametre, der forstærker kommunikationen. Hvis de bliver brugt rigtigt, forstærker de budskaberne. Hvis de bliver brugt forkert, så bliver de det stik modsatte, nemlig filtre. Og så gør de ikke brandet eller konceptet tiltrækkende – men det modsatte. Ét af vores bud på forstærkerne er “værdifuld”. Her hænger X-factor–programmerne og deres talentudvikling gevaldigt i bremsen. En anden forstærker er “mod”. Det har Fakta manglet for at kunne sadle helt om. I stedet har de lavet en katastrofal opfølger til et genialt koncept.
Man kommer – helt uden at ville det – til at tænke på “Sangen om Larsen” og omkvædet “Det sku’ vær’ så godt, men så’ det faktisk skidt.” Øv!


PS: Hvis du er du for ung til at huske “Sangen om Larsen” fra Giro 413, så er der lidt mere om den her

4 kommentarer:

  1. Jesper Outzen skriver...

    Der har aldrig været X-Faxtor i X-Factor og det kommer der nok heller aldrig.

    X Factor tilhøre en tv-kategori som efter min mening er spild af tid, på linje med andre ligegyldige programmer som Robinson, Big Brother etc.

    Problemet med X Factors koncept; at finde og udvikle talent er, at ægte talent er ligeså sjælden set som sneleoparden i Himalaya. Det findes næsten ikke, tilgengæld har vi alle et potentiale vi kan udvikle såfremt vi er flittige og bruger mere tid på det, end gennemsnittet af befolkningen.

    Et andet problem er, at X Factor er med til at fremme en kultur, der konsekvent får folk til at overvurdere egne evner. Virkeligheden er en anden, de fleste kan hverken synge eller spille, det faktum kommer som et chok for alle dem, der render rundt og tror at de er en reinkarnation af Celine Dion eller Michael Jackson.

    Et tredje problem med disse programmer er at de fylder mere og mere i sendefladerne og tager mere og mere af vores tid. Vi danskere æder det råt, uden at stille spørgsmål ved hvad vi i bund og grund for ud af at se det. Vi skal jo hygge os hedder undskyldningen. Mange danskere søger hyggerummet, hvor Tv’et er i centrum og hjernebarken kobles fra, så vi slipper for at blive udfordret. Det er også OK en gang imellem. Men hvis det er i det rum vi tilbringer det meste af vores tid, så bliver vi ganske enkelt dummere.

    I sidste ende er det interessant at se hvilke “typer” der produceres i “reality-fabrikken” og efter tre måneder spyttes ud som en færdigpakke fra produktionsbåndet: Sidney Lee, Amalie, Susan K, Fetterlein, Jesper (tredjeplads i X-factor sæson 3, det har vi jo alle glemt alt om).

    Ingen af dem beriger eller har beriget mit liv på nogen måde.

    X-Factor skal efter min bedste overbevisning ikke videreudvikles, det skal afvikles.

  2. Pia Alrø skriver...

    Åh, hvor jeg dog enig med dig, Jesper. Jeg har kun set et par af de allerførste X-Factor og besluttede omgående, at det er mit liv simpelthen for kort til. Der findes så meget godt musik og så mange dygtige og hårdtarbejdende danske musikere, men det er altså ikke i X-Factor, de bliver fundet.
    Heldigvis behøver man jo ikke tænde for fjernsynet fredag aften :)

  3. Frederik Riis skriver...

    På produktionen har man haft mulighed for, at raffinere en masse praktiske ting henover årene. Man har tilgodeset egne juridiske behov og eget arbejdsmiljø. Umagen er ikke rettet mod, at producere egentlige talenter, men at udvikle institutionernes eget talent for at fremstille billede, dramatik og skandale. Det har ikke noget med musik at gøre.

  4. Michael Buhl skriver...

    Kære alle tre. Mange tak for jeres bidrag til mit indlæg. Dejligt med engagement. Jeg er enig i jeres betragtninger. Pia, der er så meget god musik, og den kommer kun sjældent til sin ret på tv. Så hvorfor egentlig tænde for tv’et fredag aften? (for det har jeg jo indrømmet, at jeg gør).

    Frederik, du har fuldstændig ret – det har intet med sang og musik at gøre, og jeg undrer mig over, at de kan få pladeselskaber med på – gang på gang – at stille en pladekontrakt til rådighed!

    Jesper, du har også ret: X-Factor burde nærmere afvikles end udvikles. Hvis ikke de kan leve op til det, de påstår de kan, har programmet ingen berettigelse. Du har også ret i, at programmer som netop X-Factor kan være med til at give unge mennesker storhedsvanvid og få dem til at tro, de kan det hele. Men den tanke skaber samtidig en undren hos mig. For det er jo alle curling-børnene, som står på scenen – dem som har fået deres forældre til at bane vejen. Hvordan i alverden kan de stå alene på en scene helt uden mor og far? Og hvis de tror, de kan det hele selv på tv, hvorfor får de så farmand til at ringe til universitetet og høre om man kan ændre ugeskemaet, så det passer bedre med den offentlige transport (som jeg for nylig hørte eksemplificeret af rektor for Syddansk Universitet)?

    Det er mildest talt en skræmmende drejning tv-mediet, hånd i hånd, med curling-generationen er ved at tage. Jeg lod fingrene tage en tv-twist på fjernbetjeningen nogle gange i løbet af i går aftes – og hvad fandt jeg: Big Brother, Familien fra Bryggen, For lækker til love og Paradise Hotel. Og det var bare en torsdag aften. Og det stopper ikke der. For man KUNNE jo bare holde sig fra de ”unge” kanaler. Men selv på Radio 24/7 har Gustav fra ’For Lækker Til Love’ sneget sig ind med programmet ’Bagfra med Gustav’ (Ok, det er sgu ret sjovt).

    Det, jeg nok prøver at konstatere, er, at den her form for tv desværre nok er kommet for at blive. Og hvad gør man så ved det, når man ikke lige er i målgruppen for plasticbryster, hair extentions, selvbruner og selv-promovering? Man læner sig vanligt tilbage i sofaen, og når man opdager, at der desværre kun kører genudsendelser på Discovery, DR2 og DRK, og derfor zapper videre og ved et ’uheld’ kommer til at dvæle ved Vild med Talent … ja, så sidder man alligevel og kigger med. Og hvorfor det? Svaret skal måske findes i en tv-reklame – jeg tror, det var for Full Rate – som handlede om ikke at pakke budskabet ind. Tv- filmens omdrejningspunkt var et nydeligt par, der sad i sofaen og så reality-shows og den ene forklarer det med, at det er for at føle sig som bedre mennesker, end dem, der udstiller sig på tv. Måske er der noget om snakken? Eller måske har man nogle gange bare brug for at læne sig tilbage foran tv’et og slå hjernen fra – ligesom alle dem på skærmen gør.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*
*