Evnen til at kommunikere på modtagers præmisser

I denne søde eksamenstid, hvor svedige håndflader bliver afløst af studenthuer og nye veje ud i fremtiden, har vi gravet Søren Schnedlers snart 2 år gamle dimissionstale frem af gemmerne. Den blev holdt på Kolding Teater foran 800 IBC-dimittender og deres familier i 2011. Den holder stadig.

 

Tak, fordi jeg måtte komme her i dag og være med til at fejre jer dimittender

projector_screen

I min branche arbejder vi med målgrupper. Og jeg blev ret hurtigt enig med mig selv om, at målgruppen for dagens tale er dig – unge dimittend. Ikke dine lærere, ikke din familie men dig og kun dig, der i de sidste år har knoklet – i mere eller mindre grad.

Og med dig som målgruppe for min tale rammes jeg af en vis præstationsangst. For her er vi ude i en ret svær en af slagsen. Helt generelt, men måske i dag specielt. For du har garanteret allerede svært ved at holde dig vågen eller sidder sikkert og tænker på, hvor fuld du var i går, eller hvorfor du ikke er fuld endnu, eller hvor meget gas den skal have til festen i aften. Er du klar til at gi den gas??

Du er det, man i Showbiz vil kalde et ”tough crowd”, så jeg skal nok prøve at begrænse mig og være så direkte og tydelig som overhovedet mulig.

Skulle der være ting, du ikke forstår, så undskylder jeg hermed. I reklamebranchen siger vi nemlig, at ”Al kommunikation foregår på modtagers præmisser”. I den her sammenhæng må det være dine præmisser. Så hvis ikke, du forstår, hvad jeg siger og mener – så er det mit problem. Ikke dit.

Det tror jeg, at du forstår – og du har måske også lært og oplevet det på den hårde måde. Måske endte det med at være dit problem, at du ikke kunne få forklaret den stupide censor, at du faktisk havde styr på det. Det er fordi kommunikation er en svær ting – og det er derfor, at jeg kan tage penge for det.

Så hvis du i din fremtid vil af med et budskab til chefen, kunden, kollegaen og være nogenlunde sikker på, at det bliver modtaget, som du ønsker det, så husk at Al kommunikation foregår på modtagers præmisser.

Det betyder, at hvis du i en mail eller på sms skriver WTF? til jeres fremtidige chef eller kollega, så regn ikke med, at de forstår, at det betyder ”What The Fuck”. Og når så de har fundet ud af, hvad det betyder, så regn heller ikke med, at han eller hun vil forstå, at du ikke var decideret ubehøvlet eller flabet – men at det bare var din lidt friske måde at undre dig på.

Jeg vil også gerne tale lidt om nogle af de kompetencer, der muligvis kan hjælpe dig videre i livet herfra. Uanset om det er ud i erhvervslivet, eller det er videre ud i et nyt studieliv. Der er tale om kompetencer eller evner, som man ikke kan læse sig til – men som man kun kan lære ved at praktisere dem.

Det er kompetencer, der brugt på din helt egen måde vil give dig karakter. Ikke karakter som et tal på et eksamensbevis, men karakter, der gør dig til den, DU er – eller ønsker at være.

Det er for eksempel evnen til at være åben. Modtagelig. Jeg tror, det er min ven Carsten Borch, der en gang har sagt, at ”Den der lukker sig om sig selv – lukker”. Og hvis ikke man vil lukke – så må man være åben. Det virker jo i sig selv ret indlysende.

Vær åben overfor, at der (rent teoretisk naturligvis) kan være nogen, der ved mere end dig. Vær åben for, at der kan være mere end én løsning på et problem, og vær åben for, at løsninger og muligheder kan komme fra mennesker eller steder, som du slet ikke have forventet.

Jeg vil i den forbindelse gerne slå et slag for, at du også holder dig åben for, at der kan komme brugbar information fra sådan nogle gamle røvhuller som mig selv. Du kan forståeligt nok have en sund skepsis imod, at der kan komme noget nyttigt fra folk over 30, der er vokset op i en tid uden Google, Facebook, og smartphones. Men hold dig i det mindste åben overfor muligheden.

Vær åben for forandring

Det er du sikkert allerede. Men efterhånden som man bliver ældre, bliver man mere og mere tryghedssøgende og dermed mindre åben for forandring. Men jeg kan love dig én ting. Det eneste, der er konstant, er forandringen. Så i stedet for at kæmpe imod forandringen og holde fast i det, du kender, så hop op på ryggen af forandringen, og brug den til din fordel. Du er midt i den. Forandringen. Om lidt er klassekammeraterne spredt for alle vinde, og du selv er i gang med noget nyt og forhåbentligt spændende. Men spørgsmålet er hvad?

Hold dig åben overfor, at de svar, du skal bruge i din fremtid, kan komme fra folk, du ikke kender. Folk der måske ikke engang kan tale dansk (ja dem findes der et par milliarder af derude). Og vær åben for, at nogle gange så ligger svaret i spørgsmålet. Eller sagt på en anden måde, så behøver du ikke altid at kende svaret, hvis du er god til at undre dig og stille de rigtige spørgsmål.

Og hvis du er åben og modtagelig – så vil du lære, så længe du lever – også selvom du ikke studerer. Som erhvervsmanden Lars Christian Brask har sagt – og det, mener jeg, gælder alle der er herinde i dag – også ”de gamle”: ”Hvis du mener, du er færdiguddannet – så er du ikke uddannet – du er bare færdig”. Og du er jo ikke færdig. Du er jo kun lige begyndt. Og du aner sandsynligvis ikke, hvad det skal ende med. Det ville vel også være lidt kedeligt at vide det allerede nu – men måske har du en idé, en retning.

På mit bureau siger vi, at vi skal være værd at følge. Som virksomhed og som individer. Hvis du skal være værd at følge, så handler det først og fremmest om at gøre det, du tror på. Og tro på det, du gør. Og så gøre det 100 %. Drøm stort, tænk stort og gør det 100 %.

Der er ikke noget bedre end at være sammen med folk, der brænder for det, de gør. Det tænder. Hvis man kan mærke, at du har et drive og en tro på det, du gør, så vil folk gå med dig. Hjælpe dig i at forfølge din drøm. Men du skal gå forrest. Du skal ikke regne med, at andre vil gøre det for dig. Men de vil gerne gøre det med dig. Du må brænde for at tænde. Det virker.

Og med blikket stift rettet på aftenens fest kan jeg sige, at det også virker på det modsatte køn. Det er sexet at være passioneret og dedikeret. Kunstmaleren og provokatøren Jens Jørgen Thorsen, som ikke brugte sit udseende til at komme frem i verden, sagde en gang: ”Jeg maler for at få fisse”. Og som jeg husker det, var han ret succesfuld.

Eller sagt lidt mere stuerent af forfatteren og filosoffen Thor Nørretranders: ”Umage giver mage”. Så gør dig umage med det, du gør. Brænd for det. På den måde bliver du værd at følge.

Når man tilhører en lidt ældre målgruppe end dig, så ved man, at indsigt giver udsyn. Men også at kun handling giver forvandling. Så hvis du vil ændre noget eller ændre dig, kræver det handling. Der er ting, der skal gøres og beslutninger, der skal træffes. Og hvis ikke det hele bare skal være snak og tomgang, skal der også sættes handlinger bag ordene. For kun handling giver forvandling.

Og det kræver så endnu en vigtig kompetence eller evne. Nemlig evnen til at turde. Det kræver mod.

Man kan også sige, at alt det, jeg har talt om frem til nu, kræver mod. For som Winston Churchill sagde engang: ”Mod er ganske rigtigt anset som den vigtigste menneskelige kvalitet – fordi den er forudsætningen for de andre kvaliteter”.

Modet er forudsætningen for, at det bliver til noget. Det er nemt nok at tale om, hvor åben og forandringsparat du er – eller vil være – men når det kommer til stykket, så handler det om, hvorvidt du kun vil ”talk the talk” (så kan du sikkert blive en ok EU-parlamentariker), eller om du også er klar til at ”walk the talk”. Altså sætte handling bag dine ord og gøre det, du siger, det du tror, det du tænker og det, du drømmer om.

Tør du forfølge drømmen og tør du blive ved med at prøve? Det håber jeg, at du gør, og jeg håber for dig, at du har modet til at blive ved, holde ud og kæmpe!

Fremtiden er din, hvis du tør. Men det er ikke risikofrit.

Jeg vil lade John Wayne få det sidste ord

John Wayne var filmstjerne. Hvis ikke du ved, hvem John Wayne er, så prøv at tale med nogle af de der ældre medborgere. Du ved dem, der er vokset op med én dansk tv-kanal og tre tyske, hvor de sendte synkroniserede amerikanske cowboy-film. John Wayne var fra USA, men personligt troede jeg i store dele af min barndom, at han var tysker, for han sagde altid ”Hände Hoch”. Som du nok kan høre, er det her fra tiden inden ”Paradise Hotel” og ”For Lækker til Love”, og inden unge mennesker som Amalie og Gustav var nogen, der fik tv-tid, men mere nogen, man ville have ondt af og ikke tale for meget om.

Sådan har jeg det egentlig også med folk som dem i dag – men hey, de gør da i det mindste det, de gør 100 %, selvom jeg ikke tror, procentregning er deres stærkeste side.

Nå, men John Wayne er altså en gammel filmhelt, der sagde noget ganske rammende om mod og det at turde ride ind i fremtiden – uanset hvor skræmmende, den kan se ud. Han sagde: ”Courage – Courage is being scared to death, but saddling up anyway”

Så hvis du faldt lidt i søvn undervejs, ikke fik taget notater, eller ikke helt forstod, hvad jeg sagde, så giver jeg det her et sidste forsøg:

–        Tal på modtageren præmisser.

–        Vær åben og modtagelig – over for andre mennesker.

–        Vær åben – for forandring.

–        Vær værd at følge. Altså gør det, du tror på – og tro på det, du gør. Brænd for det.

–        Kun handling giver forvandling.

–        Vær modig!

Med disse ord vil jeg ønske dig tillykke med din eksamen, tillykke med din fremtid og undskyld mange gange, hvis du alligevel ikke forstod mig.

 

Tak, hvis du holdte dig vågen og god fornøjelse i aften.

Gi den gas!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*
*