Fælles tyngde og retning er velvære for bundlinjen

Et af Danmarks smukkest beliggende spa- og konferencehoteller har ikke bare stoppet styrtblødningen på bundlinjen. Hotel Vejlefjord har på tre år vendt et tocifret millionunderskud til overskud. Se, det er en god historie …

”Ekstra damp på spa-satsningen på Hotel Vejlefjord” hed overskriften ved siden af billedet af direktør Flemming Jakobsen på forsiden af Børsen den 24. februar. Og inde i avisen slog de to overskrifter: ”Spa-satsning er guld værd for Vejlefjord” og ”Vejlefjord finder guld i spaen” tonen an til fire siders dækning af hotellets forvandling fra en vingeskudt ælling til en flyvende svane på det generiske marked for møder og konferencer.

Historien om Hotel Vejlefjord, gennem de seneste tre år, er historien om en direktør, der ved, hvad han vil, og hvad han kan. Og som gør det godt. Men Flemming Jakobsen kender også sine begrænsninger. Blødningen på bundlinjen kunne han selv stoppe, men han ville videre. Hotellets positive udvikling skal fortsætte – og ikke nok med det. Den skal accelereres. Det ville han gerne have input til, og det fik han – sammen med en række nøglemedarbejdere – gennem en proces med Gravity.

 

Borsen Forside

 

Historien om Hotel Vejlefjord er nemlig også historien om et hotel med rasende dygtige, engagerede og ambitiøse medarbejdere. Det har de sådan set været hele tiden – også da underskuddet var på 11. mio. kr. Men sammen med Gravity har de og deres direktør fundet fælles mening og retning med det, de gør.

Mening, retning og forretning

Efter at have fået styr på forretningen, stod Flemming Jakobsen tilbage med to udfordringer:

Hotel Vejlefjord opererer på et relativt generisk marked. ”Et mødelokale er et mødelokale, og det kan man få alle vegne,” som direktøren selv udtrykte det til Børsen. Sagt med andre ord: Hvad er det egentlig, der gør Hotel Vejlefjord til noget så særligt, at virksomheder og organisationer skal holde deres møder og konferencer netop her? Hvordan skal vi differentiere os?

Og: Hvordan får jeg alle medarbejdere til ikke bare at trække på samme hammel, men også i samme retning. Altså at stræbe efter de samme mål og – vel at mærke – gøre det sammen og på samme måde?

De udfordringer sendte Flemming Jakobsen videre til Gravity, der udover at hjælpe virksomheder i almindelighed med at finde og give mening, har et indgående kendskab til markedet for møder og konferencer. Dels via andre kunder, dels via direktør Søren Schnedlers fortid i hotelbranchen.

På hovedet i historiebøgerne

Gravity dykkede ned i historiebøgerne, besøgte hotellet og undersøgte konkurrenterne og markedet for at indsamle grundlaget for en workshop med Flemming Jakobsen og en række nøglemedarbejdere på Hotel Vejlefjord. På workshoppen kom de forskellige opfattelser af hotellets formål, forcer og forstærkere op til overfladen og blev vendt, drejet og destilleret. Til sidst blev det hele konsolideret i Hotel Vejlefjords tyngdepunkt – Center of Gravity.

Gravity opsummerede det hele og kom med en række anbefalinger til den fremtidige retning for hotellet – både forretningen og kommunikationen. Siden da har Flemming Jakobsen og medarbejderne arbejdet målrettet med at aktivere anbefalingerne og eksekvere dem i alt fra markedsføring til modtagelsen af gæsterne. Vi dvæler lige ved workshoppen et øjeblik.

Historier er til for at blive fortalt

Det stod hurtigt klart, at Hotel Vejlefjord er en guldgrube af gode historier. Mens vi gik rundt i hotellets smukke, gamle bygninger sammen med medarbejdere, som ikke normalt har til opgave at vise hotellet frem, piblede historierne ud af væggene – og af medarbejderne.

Om Vejlefjords grundlægger, den unge læge Christian Saugman, der byggede Vejlefjord som et tuberkulosesanatorium fra 1897-1900, fordi ”naturen her er smilende og af enestående skønhed,” som han udtrykte det. Om patienter, der gennem velvære, gode oplevelser og masser af frisk luft blev helbredt for deres lungesygdom. Om dr. Saugmans mantra: At skabe resultater. Om de små inskriptioner i hotellets tårn. Om stierne i parken, hvor patienterne skulle træne deres fysik. Og så videre.

Sangeren Poul Krebs ynder at fortælle om sine trængsler med at udvælge de sange, han skal spille, når han tager på turne:
”Det er svært, for de [sangene, red.] ligger alle sammen der og siger, at de skal med.”
På samme måde er det med historierne på Vejlefjord. De beder selv om at komme med.

 

Borsen Opslag

 

Vejlefjords historiske formål gav retning for fremtiden

Og historier er intet værd, medmindre de bliver fortalt. Det besluttede vi i fællesskab, at vi ville sørge for, de blev. Hotel Vejlefjords over 100 år lange historie skulle gøres levende og vedkommende for nutidens konferencegæster. Ikke bare for at fortælle gode historier, men fordi historierne om tuberkulosepatienter, der i begyndelsen af 1900-tallet kom til dr. Saugmanns sanatorium og blev helbredt, er relevante for nutidens møde- og konferencegæster. De handler nemlig alle sammen om at skabe resultater. Og det gør møder og konferencer også. Det bør de i hvert fald.

Der var fællesnævneren altså: Resultater! I løbet af workshoppen – og i processen før og efter – blev det desuden klart, at de to dele af Hotel Vejlefjords forretning: Spa-afdelingen De Termiske Bade og konferencehotellet i den grad var to forskellige afdelinger. Men De Termiske Bade er unikke i Nordeuropa og udgør et uvurderligt aktiv for Hotel Vejlefjord som helhed. Derfor anbefalede Gravity at integrere spa-afdelingen i hotellets møde- og konferenceforretning, og i markedsføringen af den. Og det har givet pote.

Aktivering og eksekvering er i fuld gang

”Vi arbejder helt målrettet med at integrere spa og konference. Hvor folk før ville drikke en øl frem til middag, når de var færdige med møderne, går de nu i spaen,” forklarede Flemming Jakobsen til Børsen.

Integrationen er også tydelig i hotellets kommunikation og markedsføring. På hjemmesiden ser man nu forretningsfolk i jakkesæt – i spaen. Bare for at sætte pointen på spidsen.

 

Annonce

 

Aktivering og implementering er med andre ord i fuld gang, og resultaterne har som nævnt allerede sendt omsætning og indtjening i høj fart i den rigtige retning. Og netop retning har Flemming Jakobsen og medarbejderne også fået. De ved, hvor de skal hen, og de kender vejen. Det gør den daglige drift lettere og mere effektiv, og det gør det muligt at uddelegere ansvar og beslutningskompetencer. Og hvad der er nok så vigtigt: Det giver i sidste ende hotellets gæster en bedre oplevelse.

”Køkkenchefen, spachefen m.v. er alle involverede i kontakten til gæsten. Da jeg kom til, var hver afdeling sin egen, og man var ikke så gode til at samarbejde. I dag har alle kompetencer til at løse et problem. Hvis opvaskeren møder en gæst, der ikke har lys på værelset, har han beføjelser til at give vedkommende overnatningen gratis,” fortalte Flemming Jakobsen i Børsen.

Indre styrker giver ydre konkurrencefordele

En stor del af Hotel Vejlefjords Gravity-proces handlede om at finde ind til hotellets unikke forcer. Om at kende – og erkende – de vigtigste aktiver. Stedets hundredårige tradition for at skabe resultater for sine gæster stod lysende klart. Det samme kom De Termiske Bade til – også for møde- og konferenceafdelingen. Det er de to helt unikke forcer, som kun Vejlefjord med tyngde og troværdighed kan bryste sig af.

Den betagende beliggenhed ved Vejle Fjord, og den smukke natur omkring hotellet stod før processen øverst på dagsordenen for de fleste. Men processen afslørede, at uanset, hvor smuk og dejlig udsigten er, så er der også andre hoteller, der har den. Beliggenheden spiller naturligvis stadig en rolle i hotellets selvopfattelse og i markedsføringen, men den er ikke længere det primære konkurrenceparameter.

Manifest viser vejen

Et helt håndgribeligt resultat af Hotel Vejlefjords og Gravitys parløb om videreudviklingen af hotellet blev et manifest, som med få ord beskriver den forskel, Hotel Vejlefjord vil gøre for sine gæster og det grundlag, man har at gøre forskellen på.

Manifestet var oprindelig tænkt som en intern retningsgiver – en ledestjerne for både direktion og medarbejdere. Det er det også, men manifestet blev mere end det. Hotel Vejlefjord bruger det aktivt på hjemmesiden og i markedsføring til at byde gæsterne velkommen og til at fortælle dem, hvad de kan forvente sig af deres ophold.

Den korte tekst opsummerer 100 års historie og traditioner og sætter dem i en relevant, nutidig kontekst. Et stærkt formål, der virker. Fordi det giver mening.

Vi tror på, at en dyb indånding
i smukke rammer af ro, natur og nærvær
giver glæde og vilje til at opnå resultater.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*
*