Jagten på mening

”13 procent af medarbejderne er engagerede i deres job.”

Det er konklusionen i Gallup State of the Global Workplace Report 2013, en undersøgelse blandt medarbejdere i ikke færre end 142 lande verden over. 13 procent!

13 procent er følelsesmæssigt involverede og engagerede i deres arbejde. Resten kan ikke se den dybere mening med det. Når langt størstedelen af medarbejderne ikke er engagerede i deres arbejde, så er det en potentiel vækst-hindring både lokalt, nationalt og internationalt. Desuden er det et kæmpe ressourcespild for virksomheden og for den enkelte medarbejder. Selvsamme undersøgelse fandt også frem til at:

  • Engagement gør en forskel på bundlinjen
  • Graden af engagement varierer fra region til region.
  • I kølvandet på en global recession er der større sandsynlighed for, at engagerede medarbejdere melder om jobvækst i deres organisationer.
  • Dårlig ansættelses- og ledelsespraksis hæmmer virksomheders vækst og medarbejdernes engagement.
  • Engagerede medarbejdere verden over har højere selvværd og flere positive følelser.
  • Højere engagement er ofte forbundet med uddannelse – hvis medarbejdere kan finde arbejde, der drager nytte af deres viden og talent.

Ovenstående konklusioner påvirkede mig så meget, at jeg besluttede mig for at behandle emnet i min afhandling på uddannelsen Master i Oplevelsesledelse på RUC. Jeg arbejder ud fra følgende spørgsmål:

Hvad er de væsentligste årsager til, at mennesker ikke kan finde meningen med at gå på arbejde?

spoergsmalstegn

Formålet med afhandlingen er at diagnosticere og identificere de symptomer, der er årsager til, at alt for mange mennesker slæber sig til og fra arbejde dag efter dag, uge efter uge, året rundt. Efterfølgende er det min plan at præsentere en metode, der kan hjælpe både lederen og medarbejderen med at at finde meningen med arbejdet. Jeg er født optimist og tror på, at vi kan få flere mennesker til at se meningen med at gå på arbejde og dermed ændre den negative tendens i undersøgelsen.

Arbejdet skal give mening

Det at skabe mening på arbejdspladsen er nemmere sagt end gjort. Ifølge en undersøgelse fra McKinsey Quarterly kæmper ledere for at skabe mening blandt deres medarbejdere – en følelse af, at det, de gør virkelig gør en forskel for dem selv og for andre. Hvis medarbejdere oplever, at deres arbejde er meningsfuldt og udfordrende og har en betydning for andre mennesker, vil de producere fem gange så meget som ellers. Det er godt for arbejdspladsen, den enkelte medarbejder og samfundet generelt.

glad-mand2

For at kunne fastholde og tiltrække medarbejdere tyder meget på, at der skal mere til end blot en stor bil eller en høj løn, som der var stor prestige i før i tiden. Ifølge arbejdspsykolog Einar Baldursson er skiftet fra den økonomiske belønning for arbejdet, til at selve arbejdet skal give mere mening at udføre for den yngste generation på arbejdsmarkedet, en realitet (Børsen 2013). Baldursson siger blandt andet:

“Den nye generation bliver ligeglad med lønnen, når den ikke længere kan bruge lønnen meningsfuldt i livet. Tjener man over et vist beløb om måneden, kan man købe et dyrt hus, men der er grænser for, hvor dyrt et hus, man kan købe. Der er også grænser for, hvor dyre biler, man kan købe. Forbruget kan følge med indtjeningen op til et vist punkt. Herefter bliver pengene til noget helt andet, og i den situation bliver anerkendelsen og respekten fra kolleger, chef og samfund vigtigere end løn, frynsegoder og bonusser.”

Den nye generation søger en karriere, hvor arbejdet giver mere mening, og hvor fokus er rettet væk fra mad på bordet, penge og faglig stolthed, som var nogle af kendetegnene i industrisamfundets tid. Baldurssons postulat understøttes af Morten Albæk, filosof og Group Senior Vice President and CMO, der i sin seneste bog, ”Det gennemsnitlige menneske”, skriver:

“Tænk, hvis vi som ledere rent faktisk kunne være med til at forløse hidtil uforløste potentialer ved kun at beskæftige de medarbejdere, for hvem det gav mening at arbejde lige netop dér, hvor de var beskæftiget.”

Sagt med andre ord, så handler det om at skabe en organisationskultur, der er så stærk, at den tiltrækker de rigtige og skræmmer de forkerte.

At skabe mening

Jagten på mening begynder ikke på arbejdspladsen, som rigtig mange mennesker tror. Den begynder hos en selv. Morten Albæk skriver:

“Det er fundamentalt nødvendigt, at man som menneske erkender sig selv, før man tilstræber at være kyndig på noget som helst andet.”

Denne opfordring er ikke ny, men har eksisteret i ca. 2500 år, siden den græske filosof Thales fra Milet opfordrede til “Gnothi seauton” – “Kend dig selv”.portrait gaelder det ogsaa moi

Det handler om at kigge indad, tage de ærlige briller på og stille sig selv spørgsmålet: “Hvad er meningen med det liv, jeg lever?”. Det handler om at finde ud af, hvem man er og aldrig nogensinde bliver. Selverkendelsensrejsen er en af de mest komplekse rejser, vi som mennesker drager ud på, og langt de fleste af os kommer aldrig tilbage med et svar på det spørgsmål, vi søgte.

Den amerikanske psykolog Csikszentmihalyi, som opfandt flow-begrebet tilbage i 70erne, siger noget meget vigtigt:

”Today’s visionary leaders echo the most ancient wisdom: To be happy for life, you must first try to know yourself. Coming to learn one´s strengths and weaknesses makes it possible to find the match between skills and challenges that is critical for experiencing flow.”

Ønsker vi mennesker en snert af glæde her i livet, skal vi erkende os selv ved vores muligheder og begrænsninger. Det er fundamentet for at kunne opleve flow, som er en særlig mental og kropslig tilstand. Flow kan opstå, når vi i en udfordrende og energikrævende situation får ”beslaglagt” bevidstheden og dermed glemmer os selv og mister tidsfornemmelsen. Den tilstand er også karakteriseret som en optimaloplevelse.

Jeg har selv fundet meningen med mit eget liv. Det er en fantastisk rationel opdagelse, som jeg mener, de fleste mennesker har fortjent at gøre. Derfor har jeg valgt at skrive denne afhandling, så jeg forhåbentlig kan hjælpe og inspirere andre mennesker – både ledere og medarbejdere – med at finde mening og en gang imellem nyde optimaloplevelsens varme favntag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*
*