Jeg er enig med Dovne Robert

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sige det. For da han i sin tid kom frem med sine holdninger om, at han skulle have lov til at sige nej til arbejde og nasse så længe det passede ham, var jeg en af dem, der var ved at eksplodere i 1.000 stykker. Hvad F…. bildte han sig ind?? Nasse på samfundet på den måde. Så vidt jeg husker, var jeg endda med i en Facebook gruppe, der ville stoppe Dovne Robert og folk som ham. Det vil jeg for så vidt stadigvæk.
Grunden til, at jeg lige pludselig er blevet enig med Robert, er en udtalelse i dagens JP, hvor vi bl.a. kan læse følgende citat:

” Det forfærdelige ved Venstres budskab om, at det skal kunne betale sig at arbejde, er, at de reducerer det at have et job til en lønindtægt” siger Rober Nielsen, der bl.a. peger på fællesskab og identitet som fordele ved at arbejde. Det er sågar nemmere at score en sød pige, mener han. Citat slut.

Manden har ret. Det handler ikke om penge og velfærd. Det handler om selvværd. Overskriften må være ”Selvværd – mere end velfærd”, som Kolding Kommune kører deres social politik under. Fordi det dybest set er det, der driver individet. Ønsket om at være noget værd og opleve, at det, man gør, er noget værd. At det giver mening.
Og at Dovne Robert så oven i købet oplever, at det virker på det modsatte køn – at hans tiltrækningskraft stiger – det kommer ikke som en overraskelse. For umage giver mage, som Tor Nørretranders en gang så smukt formulerede det.

Budskabet til Venstre og mange andre partier i valgkampen er, at det ikke blot skal kunne betale sig at arbejde. Det skal være fedt. Det skal give mening. At jeg så personligt mener, at mange vil opleve, at det er fedt og meningen stiger gevaldigt, når man kan tjene betydeligt mere ved at gøre en indsats frem for at få pengene overført fra det offentlige – det er en anden sag.

Det handler om, at budskaberne bliver serveret rigtigt. Jeg tror på, at kommunikation kan flytte bjerge – når den giver mening. Det er en vigtig opgave for vores folkevalgte, at de sørger for at finde og give mening for os alle sammen. Det ser ud til, at Dovne Robert har fundet sin som selvstændig gulvsliber med en indkomst langt under kontanthjælpen. Det giver håb om, at alt kan lade sig gøre :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*
*