Respekten, der blev væk

Der var en gang, hvor autoritet fulgte naturligt med lærergerningen, lægeløftet og ministertaburetten. Når læreren talte, hørte eleverne efter. Når lægen stillede en diagnose, så var det det, man fejlede. Og når en minister sagde, at der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet, så … Nå ja, der var i hvert fald engang. Engang hvor stilling og status var lig med en indgroet respekt – for både mennesker og virksomheder. Tag bankerne for eksempel. Stor respekt for dem … engang.

Men autoritet og respekt er ikke længere noget, der står skrevet på tavlen, når det ringer ind. Det er ikke længere vævet ind i de hvide kitler på sygehuset, og det er i hvert fald ikke længere et bærende ben på ministertaburetterne. Autoritet er ikke længere en selvfølge.

glad-mand2

Blind tillid, nej tak

Og Gud ske lov for det! Dette er på ingen måde en efterlysning af den forsvundne hovedløse respekt. Den respekt, der gør mennesker uselvstændige, beslutninger ensidige og samfundet fattigt og ensrettet. Medfødt autoritet og grundløs respekt avler blind tillid. Og det kommer der ikke noget godt ud af. Det er historien fuld af eksempler på.

Og mens vi er ved historien. I 1968 begyndte ungdomsoprøret, og det blev begyndelsen til enden på den instinktive respekt for samfundets etablerede autoriteter. I stedet opstod ønsket om at udforske og forme sig selv og sætte sig selv og egne behov højere end samfundets. Det blev naturligt og legitimt at stille spørgsmålstegn ved de autoriteter, institutioner og personer, som nød respekt alene i kraft af deres status, titler og – for nogles vedkommende – uniformer.

Vi elskede uniformer

”Der har tidligere været et naturligt hierarki i samfundet. Havde man autoritet eller magt, var det din funktion og uniformen, som fulgte med, der gav dig den magt,” forklarede sociolog Emilia van Hauen tidligere i år i et interview til bladet Samvirke. Hun fortsatte:

”Hvor det førhen var uniformen i sig selv, der fordrede autoritet og respekt, følger samme autoritet og respekt i dag mennesket under uniformen. Personligheden er på vej til at trumfe stillingen.”

Og SÅ bliver det jo interessant. For hvis man ikke længere har autoritet og nyder respekt alene i kraft af, hvad man er, så skal man til at arbejde for at gøre sig fortjent til den. Og det kan man kun med udgangspunkt i, hvem man er, og måden man er det på.

Et studie i ynk og klynk

Derfor er det også lidt ynkeligt at høre på den skingre debat om folkeskolen og ikke mindst om elevernes manglende respekt for lærerne. Det emne har igen toppet dagsordenen i den forgangne uge, hvor ikke mindst TV2 i en række dokumentar- og nyhedsudsendelser har sat fokus på folkeskolen efter reformen under overskriften ”Kundskab eller Kaos.” I hobetal har forældre, lærere, skoleledere og politikere forsøgt at overdøve hinanden med kravet om, at vi skal have respekten tilbage i skolen. Man har set eksempler på lærere, der nærmest har givet op i afmagt, og på elever der gør stort set, som det passer dem.

I virkeligheden er lærere, sammen med massevis af andre tidligere ”naturlige” autoriteter, ved at opdage det, som eksempelvis kunstnere, musikere og sportsstjerner har vidst i årtier – endda i århundreder: Intet kommer af sig selv. Heller ikke et publikum. Du skal arbejde for at tiltrække dem, og du skal arbejde mindst lige så hårdt for at fastholde dem. Gør du ikke det, så skrider de og smækker med døren, og ja, de smækker endda med døren.

publikum

Den syngende lærer

Min kone ved, hvad jeg taler om. Hun er lærer. Og sanger. Hun er vant til at være på og til at arbejde for at tiltrække og fastholde et publikum. Fra klasseværelset til scenen. Hun ved, at de ikke kommer af sig selv. Og hun ved, at de går igen, hvis ikke hun giver noget af sig selv og lægger energi i at give dem noget, der giver mening.

Selvfølgelig møder eleverne op uanset hvad. Men hvis ikke hun lægger energi i sit arbejde, og gør undervisningen interessant, relevant og meningsfuld for dem; hvis ikke der er kundskab og tyngde i det, hun lærer fra sig, og i måden hun gør det på, så møder de aldrig op mentalt. Eller også skrider de lynhurtigt igen – rent mentalt – og sætter sig til at dagdrømme eller larme og forstyrre undervisningen. Hun ved, at der er kontant afregning, hvis ikke hun leverer varen. Fuldstændig ligesom når hun står på scenen og skal give publikum en god oplevelse. Hun ved, at det er hendes ansvar at tiltrække og fastholde sit publikum. Hun ved også, at det ikke lykkes hver gang. Hun skal arbejde for det.

Velkommen til virkeligheden

Og nej, selvfølgelig er det ikke i orden, at en bebumset, uopdragen teenager i 7. klasse bare skrider fra undervisningen med salutten: ”Jeg skal ud og skide,” som man så det i én af TV2-udsendelserne. Det er både uforskammet, ubehøvlet, utilstedeligt og alt mulig andet med u. Og selvfølgelig har hans forældre et ansvar for at opdrage ham, og selvfølgelig skal han helt grundlæggende opføre sig ordentligt!

MEN! Det er et billede på virkeligheden anno 2014: Intet og ingen kommer af sig selv, og ingen bliver hængende, bare fordi de skal. Og lærerne kan lige så godt tage ansvaret på sig og tage udfordringen op i stedet for at klynke over den manglende respekt for deres hverv og autoritet. Se det da netop som en udfordring i stedet for. Tag autoriteten tilbage!

Sepp og virksomhederne ved besked

Også Sepp Piontek, den legendariske fodboldlandstræner, ved det:

”Vil man have respekt, så må man arbejde for det; vise, at man fortjener det.”

Citatet stammer ganske vist fra en tv-reklame, hvor Piontek gør reklame for den nye VW Golf, men det tager intet fra essensen. Han kom til Danmark i midten af 1970’erne og endte som hæderkronet landstræner, fordi har tog udgangspunkt i sig selv og sine egne, tyske forcer og formåede at dyrke dem i danskernes kontekst.

Virksomheder ved det også. Deres publikum – kunderne – kommer heller ikke af sig selv.

Dem skal man kæmpe for. Man skal have en høj tiltrækningsgrad, og det får man ved at have tyngde og ved at lægge energi i sine budskaber og sørge for, at de giver mening i publikums kontekst. Det kan du læse mere om i Sørens indlæg her på bloggen Kendskabsgrad kontra tiltrækningsgrad.

Respekt er noget, man skal fortjene

Ganske som du skal arbejde og kæmpe for at opnå elevers respekt, publikums opmærksomhed og kundernes loyalitet, så skal du også kæmpe – mindst lige så hårdt – for at fastholde den – og dem.

Det er uden tvivl kommet bag på mange gode lærere, læger, politikere, buschauffører politibetjente, hvis autoritet ikke længere er en bevidstløs selvfølge. For slet ikke at tale om de virksomheder og institutioner, som vi tidligere havde næsten blind tillid til: Skat, pengeinstitutter, apoteker og så videre. De skal nu kæmpe for at opnå den respekt, som tidligere lå i professionens og funktionens nedarvede autoritet. Og det er en udfordring!

 

Hent evt. lidt inspiration til at tage udfordringen op her.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*
*