Tænker du, før du taler? Eller når …?

Jeg tænker, at det er lidt vattet …

Jeg tænker, at vi bør kunne gøre det bedre …

Vel gør jeg ej!

Jeg mener, det er slapt og slattent, gør jeg!

Og jeg synes, vi skal gøre noget ved det. Nu!

man

Hvad i alverden er der med os? Har vi udviklet os til et ryggesløst konsensus-samfund? En grå masse af usikre, uselvstændige stakler blottet for standpunkter og attitude? Et holdningsløst meningstyranni, hvor vi fokuserer langt skarpere på at undgå at gøre noget forkert end på at gøre noget rigtigt?

Er vi bange for at trodse mængden og den politiske korrekthed? Rædselsslagne for at sige noget andet end alle de andre? Tør vi simpelthen hverken at synes eller mene noget mere?

Synes du, jeg strammer skruen? Så test dig selv: Hvornår har du sidst indledt en sætning med: ”Jeg synes, at …” eller: ”Jeg mener, at …”?

Dernæst: Hvornår har du sidst indledt en sætning med: ”Jeg tænker, at …”? Måske er du undtagelsen, der bekræfter den regel, at langt de fleste af os efterhånden tænker i stedet for at synes eller mene.

Og det betyder vel at mærke ikke, at vi nødvendigvis tænker os mere om, end vi hidtil har gjort. Det betyder derimod, at vi efterhånden ikke gør andet. Der var engang, hvor vi både syntes og mente det, vi sagde. I dag tænker vi det, vi siger. ”Jeg tænker, at …” er godt på vej til at blive den mest gængse indledning på en hvilken som helst sætning. Ikke bare når politikere forsøger at undgå at svare på det, de bliver spurgt om af en interviewer, der endda kan finde på at indlede sit spørgsmål med: Hvad tænker du om …? Men også, når vi taler sammen to og to – helt almindeligt.

Man kan ikke tænke, at noget er godt – eller skidt. Man kan synes, man kan mene, man kan tro, hvis man er usikker, og man kan endda føle, hvis man er til det. Men tænke … Hold nu op!

Man kan tænke sig om.

Måske skyldes det, at vi ikke vil stå ved det, vi siger? Hvis vi nøjes med at tænke noget, så forpligter det ikke i nær samme grad, som hvis vi synes eller mener det. Deraf udtrykket: Tanker er toldfrie!

En anden teori kan være, at vi lider af den vrangforestilling, at vi lyder klogere, hvis vi tænker, at … Måske stryger vi endda eftertænksomt et par fingre over hagen, mens vi siger det for ligesom at understrege, hvor kloge vi er. Stop!

At tænke er noget, man gør, før man taler. Ikke når eller imens! Så kære venner: Vil I ikke godt udvikle lidt rygrad og begynde at synes og mene lidt mere igen i stedet for bare at tænke det?

Det kræver mod. Men tro mig; det vil forstærke jeres kommunikation og jeres budskaber. Du kan jo tænke over det! Og imens du gør det, så kan du eventuelt læse mere om mod og de 6 andre kommunikations-forstærkere i et af Sørens glimrende indlæg her på bloggen.

3 kommentarer:

  1. Thomas Bekkar skriver...

    Kære Tue,
    Jeg tænker, at du må ha´fået noget galt i halsen. Jeg mener det selvfølgelig ikke bokstaveligt. Men det virker til at tanker ikke er ligeværdige med synspunkter og meninger for dig mere..Og det syntes jeg er ærgeligt.
    Udfra mine tanker fødes mit syn på verden. Det er mit lille laboratorium for udvikling eller afvikling af idéer, følelser, lyster. Det giver mening. Giver det mening, så er det mit ræsonnement. Min fornuft eller min virkelighed. Den kan aldrig blive din. Men hvis jeg gør mig rigtig meget umage, så kan jeg ved hjælp af din egen naturlige empati, få dig til at forstå mit syn på en vilkårlig sag.
    Vi fødes alle med helt forskellige syn, tanker, og af dem danner vi vores virkelighed. Jeg tror på at en af vores ypperste opgaver som menneske er at finde den dybere liggende forståelse for hinanden.
    I vores verden ser vi hvordan folk bliver skudt (verbalt, socialt)ned for holdninger der ikke passer ind i den generelle konsensus. Derigennem ser jeg kimmen til dit problem, eller dit kritikpunkt. At sige: “Jeg tænker at”, er det samme som at kaste en prøveballon ud og håbe på at den holder vand. Vores synspunkt eller mening om dette eller hint, bliver til en lettere fordøjelig “jeg tænker”. Det er mere blødt, vi kommer ud med en mening, men den kan ikke sables ned, for det var jo nærmest bare en strø-tanke. Vi dømmer jo mennesker på forhånd, nogle gange før de åbner munden, derfor tror jeg at der findes denne lille emergencyEXIT i vores sprog.
    I virkeligheden tror jeg den metode er en ubevist forsvarsmekanisme. Og hvis det er et forsvar, ja, så må vi jo se lidt på den der angriber. Bæstet i dette spil er rigtig nok den generelle konsensus, din gamle biatch. Der skal kæmpes en brav kamp for at holde sig ude af den. For det er denne fælles konsensus der kan være dræbende for stort set alle samfund eller grupper hvor nogen ligger under for hvad der må menes eller siges(jfr. Rusland/gay-rights, fx) Problemet er at dem der virkelig mener at denne fællespsykose er rigtig, bliver til de angribende i enhver henseende. Spørger du forskere er dette et levn fra den gang vi var i små grupper og var pisket til at stå sammen som gruppe for at overleve. Du ved i stenalderen..Siden er vi blevet klogere. Videnskab, trial & error, har bragt os helt hertil i 2014.

    Så her glemmer de fuldstændig en væsenlig lov i menneskelig forståelse. Vi ved noget, indtil vi ved noget mere om det. Altså: vi har et standpunkt til vi tager et nyt. Her får Tue et socialdemokratisk flashback, hvilket er meningen, for nu fanger jeg dig i at ascociere alt hvad jeg lige har skrevet med en forudindfattet mening omkring hvor jeg står, eller hvilken kasse jeg er i. Hvilket er menneskeligt. I virkeligheden er det en videnskabelig tilgang til stort set alt i livet som jeg bærer rundt på. Vi ved noget til vi ved noget mere. Vi tænker først, før vi mener noget, eller syntes noget.
    Jeg skal først tage stilling til denne “politiske korrekthed” som er det vi idag kalder den laveste fællesnævner, når der bliver reageret på hvad jeg siger. Og hvis det er mig der er gal på den, så må jeg skifte holdning, hvis ikke, så må du overveje om din hang til den generelle konsensus er forkert. Giver dette synspunkt mening, eller må du lige tænke over det først?
    Alt i ialt, er vi sikkert enige, jeg syns bare ikke at du skal skyde på dem du syns mangler mod til at mene noget..Lad prøveballonen komme ud og giv den et liv så ejeren føler sig modtaget, og lyttet til. Ingen grund til at sable den skrøbelige..Og ved at have en fast mening er næsten det samme som at sige at det ikke er til diskusion, og hvad kan i denne verden holde sig uden denne rækkevide? Der findes ikke så mange absolutter tilbage, kun dem der bliver stoppet ned i halsen på os som sandheder..

    Personligt syntes jeg ikke at problemmet er så stort som du gerne vil gøre det til, men dine betragtninger omkring det var det der fik mig til tasterne. Tak for det Tue, skønne dreng, det er alt for længe siden.
    Venlig hilsen Thomas Bekkar
    P.S. lev med stavefejlene, det gør jeg også 😉

    • Tue skriver...

      Kære Thomas
      Tak for din kommentar! Jeg er helt enig med dig, når du skriver, at en af vores ypperste opgaver som mennesker er at finde den dybere forståelse for hinanden. HELT enig. Men hvis jeg skal have forståelse for andre, så er jeg nødt til at vide, hvem de er, og hvor de står. Jeg er nødt til at vide, hvad de MENER, og hvad de SYNES. Ellers kan jeg ikke forholde mig til dem.

      Og så understreger du egentlig min pointe ganske godt, når du (med lidt andre og flere ord) skriver, at formuleringen “jeg tænker …” netop er et forsøg på at undgå beskyldninger og at have sagt noget forkert i forhold til den herskende holdning. Det er jo lige præcis det, jeg mener! Vi er nødt til at turde stå ved det, vi mener og synes. Vi er nødt til at turde tale meningstyranniet imod. Ellers kommer den politiske korrekthed og apatien til at herske, og så sygner vi hen som uselvstændige nikkedukker.

      Der er en grund til, at det hedder at have sine MENINGERS mod – ikke sine tankers. Derfor skyder jeg på dem, der tænker i stedet for at mene.

      Og ja, gamle ven. Det er længe siden, men vi er da heldigvis ikke gået hen og blevet enige om alting i mellemtiden 😉

      dbh
      Tue

  2. Frederik Riis skriver...

    “Syntes du jeg ser tyk ud i den her kjole?”, spørger hun. Her svarer mænd på en måde der sikrer, at alting fungerer. Så vi lyver. Vi lyver for at få samfundet til at fungere. Det ville aldrig fungere hvis ikke vi løj.

    Når utrygheden opstår er det fordi vi ikke længere mærker en underlæggende sandhed. Den skal vi bruge for at kunne orientere os på et plan der ikke nødvendigvis kommer til udtryk verbalt.

    Vi kan ikke sidde omkring et bord i grupper og tage ansvarlige beslutninger, medmindre der huserer en fælles fornemmelse af hvad sandheden egentlig er. Vi er nødt til at vide hvad det er vi går på kompromis med. Når vi ikke kan overskue den kasse vi selv sidder i, og de institutionelle begrænsninger vi er underlagt, får vi svært ved at overskue et nyt kompromis. Vi mister overblikket, og så er det vi holder op med at mene noget, fordi intet ‘giver’ mening.

    Mange af de institutioner og strukturer vi har skabt, ville vi være nødt til at nedbryde, hvis det var et krav, at de skulle give mening. I det øjeblik vi går på kompromis og vælger at bevare dem, er vi også medansvarlige for, at der udrettes noget fornuftigt med dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*
*