Vækst følger kniv, når rødderne er stærke

Nogle gange må noget dø, for at andet kan leve. Eller som gartnere knap så makabert udtrykker det: Vækst følger kniv. Som planter, så virksomheder. I en verden i opbrud og et samfund i konstant forandring, er udtrykket business as usual blevet en frase – lige så udtjent som en vissen staude i forhaven. Intet er, som det plejer. Heller ikke for virksomheder.

Beskær og plant om

Og ganske som stauden skal beskæres – og måske endda plantes om – for igen at kunne trives og gro, må virksomheder nogle gange have kniven frem for at trimme organisationen til virkeligheden. Billedligt talt, naturligvis. Måske kan det endda være nødvendigt at plante om og stikke rødderne i ny og mere frugtbar jord. Det er præcis, hvad vi gjort! Da vi for halvandet år siden rev reklamebureauet Masters op med rode og plantede koncept- og kommunikationshuset Gravity, gik vi samtidig i gang med at beskære organisationen, så den kom til at passe til virkeligheden og det, vores kunder efterspørger. Til det, vi tror på, kan få os til at trives og gro igen. Forstå mig ret: Det handler ikke om, at vores rasende dygtige AD’ere, grafikere og andre gode mennesker var visne. Langt fra. Jeg har altid haft det privilegium at kunne tiltrække og arbejde sammen med nogle af de absolut bedste i branchen. Men efterspørgslen efter traditionelle ydelser fra et traditionelt reklamebureau bliver stadig mindre, og det kunne hverken de eller vi leve af i længden. Det gamle full service-reklamebureau var et vissent koncept – kvalt af en virkelighed, hvor mennesker ikke lytter til reklamer, men til hinanden, og hvor budskaber – også fra virksomheder – skal have tyngde og troværdighed, hvis de skal have gang på jord. Og vi har nok selv hjulpet til med at stramme grebet og fremme kvælningen ved at fokusere mere på de nye idéer og tanker, der for alvor var begyndt at spire. Græsset er som bekendt grønnest der, hvor man vander det.

Tilbage til rødderne

Nogle af vores gode kolleger har undervejs i processen selv valgt nye veje ud fra samme erkendelse, og det ser heldigvis ud til, at alle er kommet vel videre og har slået rødder andre steder Hos Gravity har vi nu skåret helt ind til stammen. En stamme med stærke rødder i årtiers livs- og levnedserfaring inden for strategisk rådgivning, konceptudvikling og kommunikation – og en hel del mere. Nu vil vi dyrke og forædle det, vi brænder for: Hjælpe virksomheder og ledere med at finde deres tyngdepunkt og leve det ud i alt, hvad de siger og gør. Hjælpe dem med at finde rødderne og sikre grobund for fremtidig udvikling og vækst. Hjælpe dem med at finde – og give – mening. Og vi kan gøre det uden hensyn og bagtanker. Vi kan vokse og agere frit uden tanke på, at vores rådgivning helst skal munde ud i ordrer, tryksager, hjemmesider og andet, som kan holde et stort produktionsapparat bag os i gang. Det er ikke det, vi skal leve af. Det er ikke det, vi vil leve af. Den frihed skaber grobund for den ærlige og ligefremme rådgivning, vi brænder for.   purposepng   Præcis hvad der kommer til at skyde frem fra vores egen stamme, ved ikke engang vi. Det gjorde vi heller ikke for halvandet år siden, da vi plantede Gravity. Men foredraget med titlen Tungt er godt – sådan øger du din tiltrækningskraft om Den Kommunikative Tyngdelov er allerede blevet godt modtaget, og bogen med samme emne er på vej. Det samme er de opgaver, vi nu har indrettet vores virksomhed efter. Virksomheder, som beder om hjælp til at definere deres afsæt for udvikling og videre vækst. Deres ståsted. Deres tyngdepunkt. I den proces, det har været, at få Gravity til at rodfæste sig i den nye virkelighed, har vi defineret vores formål – det centrale i vores eget tyngdepunkt – sådan her:

Vi tror på, at kommunikation flytter bjerge, virksomheder og mennesker, når den giver mening. Ved hjælp af Den Kommunikative Tyngdelovs metoder og processer hjælper vi ledere og virksomheder med at etablere organisationens tyngdepunkt og frigøre dens fulde potentiale. Det fører ofte til en transformation og forfølgelse af nye mål

Den sidste sætning omkring transformation har vi i den grad selv måttet sande – også i højere grad, end vi forestillede os for halvandet år siden. Men det giver mening. De sidste reklamefolk er draget videre, og transformationen er fuldendt. Beskæring er nødvendig fra tid til anden. Både i haven og i virksomheden. Nødvendigt – og en smule angstprovokerende. For hvem ved, om der er næring nok i jorden til at danne grobund for ny vækst. Hvem ved, om der er et tilstrækkeligt marked for de nye idéer og ydelser, og om det hele kommer til at bære frugt. Hvem ved …? Vi gør ikke med sikkerhed. Men vi tror på det. Og vi glæder os.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*
*